𝑅𝐸-𝒮𝒯𝐸𝒩
Resten, den rører på sig.
Den er snasket,
slimet,
besmittet med forandring.
Dubiøs, er den,
som en fremtid med dårlig ånde,
sur og sød på samme tid—
en tyktflydende masse af både forventning og forhindring.
Vi må tale om restens uvæsen,
om råddenheden—
ikke restens egen
men forgængerens—
om dennes fordeling af ubehag,
nej,
dens forhandling af komfort.
Der er en blidhed i forhandlingen.
Der er en blidhed i forhandlingen og en skævhed i blidheden—
noget systematisk
der virker blødt
indtil det besværer.
Vi må tale med resten,
det efterladte,
et segment så råddent at det lever.
Vi må tale sammen,
om det der fermenterer,
det der svulmer under vores fødder og opløfter et nyt værdisæt—
en fremtid med dårlig ånde
men retfærdighedsånd.
Resten, den rører på sig.
Udmattet, udtrådt, udbrændt.
Vi er udtjente, hvornår må vi lægge os ned?
Nedlagt, kortlagt, indlagt.
Kategorisk, har vi ligget ned længe,
men hvad hviler vi på?
Hvad investerer vi vores vægt i?
En tung lugt af henstand spreder sig,
siver ud gennem et porøst netværk,
et fordelingssystem—
trævlet, er det,
udsultet
og udsultende; hvordan kunne vi tro, at det kunne bære os?
Vi tabes,
nej,
vi må risikere at noget går tabt—
at vi fortabes i noget vigtigt,
noget fremmed,
farligt,
fælt,
noget så råddent at det lever.
Resten,
se hvordan den modner sin hob,
overgår sig selv,
kribler
spirer
spørger til vores behov.
Resten, vi må lade den fortære os,
belære os
om noget forbandet—
om ildelugtende omsorg,
spoleret
værdiløs
og voldsom.
Spoleret
værdiløs
og voldsomt nødvendig.
𝒱𝐸-𝒮𝒯𝐸𝒩
Jeg har lært at lægge sten,
ikke som markering eller med eftertanke,
bare fra mig.
Det kræver ikke styrke,
men adgang.
Det kræver ikke valg,
kun vane.
Der findes sten til enhver ulejlighed—
afstumpede, kolde klumper jeg kan fralægge mig,
frabede mig ansvaret for.
Det er ikke altid bevidst,
det er bare altid muligt.
Jeg kender til steder
hvor endnu en sten ikke gør en forskel,
hvor en stadigt voksende hob nemt forveksles med vilkår.
Jeg lægger stenene på overflader
overlæber
og overtrådte grænser.
Jeg lægger dem på overarme
overtro
og oversete behov.
Intet er med vilje,
eller med ansvar.
Jeg har lagt sten i samtaler,
i brudte aftaler,
i andres tålmodighed.
Konflikter, dem lægger jeg også sten i.
Det føles som en lettelse,
og det er altid mig
der bliver lettere.
Hvor lagde du din sten? Ligger den i vejen eller i stedet for noget?
Jeg har lært at lægge sten—
Jeg har mestret at flytte et ubehag,
at aflejre det.
Aflejre.
Aflejre.
Aflære.
En aflæring kræver vilje.
En aflejring kræver kun tid.
Tidligt, lagde vi sten i vores sprog. Bag hvide fortænder.
Det gør vi stadig—
igen og igen
giver vi os selv noget at tale udenom.
Og jeg siger ikke, at det er retfærdigt.
Jeg siger blot, at det er en realitet—
at jeg kan lægge noget ned,
uden at mærke
hvad jeg lægger pres på.
𝒩𝒜𝐸-𝒮𝒯𝐸𝒩
Og det, som ikke kan lægge sig, må skråne i landskabet. Gå på hæld. Skumre mod det næste hvil, men aldrig lande i det. Skrante over et anspændt terræn, og ud på et skråplan.
Vi samles på fælleden. Græsset ligger både under os, og mellem os. Tungt af vilje, tungt af væren. Et mellemværende. Vi kalder det et “fælleskab”, men holder vagt. Vi roser samværet, men sår en afstand i den brakke jord. Marken vrider sig under vægten af vores forsikringer. Den vender sin krop væk fra os, forlanger en ægte flok. Næsten, siger vi, og står tæt, men ikke sammen.
Næsten. Et ord der holder på sig selv. Holder igen. Fastholder. Anholder. Aldrig holder hvad det lover. Næsten. Et system af undtagelser. Forbehold. En fælled der ligger åben, men ved bedre—en fælled der breder sig frit, men ikke over forventning.
Vi vender os mod hinanden. Fortvivlede. Vidderne synes ubehagelige. Vi kender komfort som en afgrænsning. Et kurateret udsyn—noget, der lukker sig omkring os. Vores øjne er tørre, de længes efter dét der kan bryde horisonten. Begrave det perifere. Tillade os at kigge væk.
Snart må vi søge ly i hinandens skygger—den performative uvidenhed. Mørk, men mild. Næsten behagelig. Næsten. Næsten, siger vi igen, som om gentagelsen kunne give ordet værdighed—gøre det mere menneskeligt.
Endelig lægger vi os ned. Fælleden former sig omkring os. Afslapper det muskulære. Det reaktionære. Indfælder os i en tilknytning, i brugsret. Men hvorfor føles hvilen som en indrømmelse? En Fælde? På en og samme tid en afsløring af overskud og underskud—hvordan noget falder til ro mens meget falder sammen.
Og det, som ikke kan lægge sig, må skråne i landskabet. Gå på hæld. Skumre mod det næste hvil, men aldrig lande i det. Skrante over et anspændt terræn, og ud på et skråplan.
CAMILLA BROGAARD 